Seværdigheder i Mechelen
På markedspladsen, med en statue af Margaret af Østrig, står rådhuset med tre dele: De Lakenhalle, hvor man tidligere solgte tøj, det "frodige" palads i sengotisk stil samt den nye moderne del. Den ældste nøgterne del er De Lakenhalle med klokketårnet, der stammer fra det 14. århundrede. Klokketårnet er ikke færdigbygget da den en gang så vigtige klædeindustri ikke kunne rejse penge nok til at bygge det færdigt. Inde i rådhuset kan man bl.a. se den smukke sal med magnifikke møbler, der vidner om byens rige håndværkertradition. Mechelen var og er især berømt i hele Belgien for sine dygtige tømrere. Det er i denne sal, at byrådet holder deres møder. Man kan også se en enestående gobelin fra 1500-talet lavet i Bruxelles af "de Pannemaeker". Gobelinet forestiller "Slaget om Tunis". At indrette rådhuset tog flere år da arbejdsmændene under krigen bevidst arbejdede langsomt for at undgå at blive sendt til fronten. Man kan besøge rådhusets indre gårdsplads, men et besøg inde i rådhuset er kun muligt med en guide. Se guidede ture sidst på siden.
Det gamle beginergård område har i de seneste år fået genoprejsning. Fra at være et sted hvor man ikke færdedes efter solnedgang, er området nu blevet det mest fashionable (og måske det dyreste) i hele byen. Her kan man fra tidlig forår til sen efterår se roserne og andre blomster klatre op ad væggene. Her kan man nyde stilheden ligesom i de gamle dage når beginerne endnu boede her.
Fra markedspladsen er der ikke langt til gobelinfabrikken De Wit. Gamle traditionelle metoder bruges endnu den dag i dag til både at væve nye gobeliner og at restaurere gamle gobeliner fra hele verden. Fabrikkens værksted er bestemt et besøg værd. www.dewit.be.