Belgiens sikre strande har i lang tid tiltrukket feriegæster fra begge sider af kanalen. Strandene strækker sig langs en kystlinje på 70 km, og sandet er fint og gyldent uden en eneste sten i sigte. Der er et enormt antal aktivitetsmuligheder for enhver smag.
Prøv f.eks. sandsejlads hvor du kan prøve kræfter mod vinden på den lange brede strand. Der er mulighed for undervisning i en time, inden du selv får overdraget køretøjet. Der er mange aktiviteter for børn på strandbredden og shoppingmuligheder for hele familien i byerne.
Efter de mange oplevelser dagen igennem er der utallige muligheder for at nyde et lækkert måltid mad i en af de mange restauranter, prøv f.eks. at smage "alt godt for havet" eller en af de mange andre spændende retter. Belgien er jo kendt for sin uovertrufne gastronomi.
Noget af det mest karakteristiske ved den belgiske kyst er sporvognen "De Kusttram", der kører den 65 km lange kyststrækning fra Knokke til De Panne. "De Kusttram" er et levende stykke historie, som ikke blot bruges til transport - turisterne kan besøge de belgiske kystbyer på en ny og spændende måde.
Det hele begyndte i 1880'erne med den allerførste sporvogn, men det var først i 1920'erne, at belgierne for alvor begyndte at sætte pris på kystbyernes særegne charme. Efter en svær periode i 1970'erne oplevede sporvognen i slutningen af det 20. århundrede sin renæssance; Flanderns offentlige transportselskab De Lijn erstattede de gamle udslidte vogne med supermoderne sporvogne.
I 2005 vandt De Lijn 2. pris i en europæisk kongres for bæredygtig turisme i Wien. ”De Kusttram” fik prisen i EU-kommissionens konkurrence om mobilitet og turisme. De Lijns kombibilletter, hvor både Kusttram og indgang til flere seværdigheder langs kysten er inkluderet, er blevet en succeshistorie. Juryen begrundede deres valg med, at Kusttram er et godt eksempel på, hvordan offentlig transport kan bidrage til bæredygtig turisme.
Oostende kan takke især to mænd for sin velstand. Kong Leopold d. 2., der brugte de penge, han havde tjent i Congo til at gøre stedet til at mondænt mødested for unge europæiske aristokrater, og den belgiske maler James Ensor (1860-1949). Byen er stadig rig på minder fra Leopolds regeringstid, og der er ligeledes rig lejlighed til at stifte bekendtskab med kunstretningen Art Deco.
I Vlaanderenstraat 27 kan du besøge maleren James Ensors hus, der ikke har forandret sig siden hans tid. Han tilbragte det meste af sit liv i byen, der gav rigelig inspiration til hans makabre billedverden.
Kyststrækningen ved Raversijde er stadig fyldt med bunkers fra 2. verdenskrig. De er nu forvandlet til et militærmuseum, hvor du kan gå rundt i mystiske underjordiske gange, og opleve det, som engang udgjorde en del af den Atlantiske vold.
Når sporvognen igen kører ind i landet, kan du lige akkurat få et glimt af det typisk flamske landskab med sine rolige landeveje, gamle kirker og store marker med poppeltræer - vel nok det ideelle til en cykelferie for hele familien.
I Oostduinkerke finder du det Belgiske Fiskerimuseum. Dette huser en flot samling af modelskibe, fotografier fra en svunden tid og desuden et mærkværdigt undervandsskibsvrag. Men noget af det mest interessante er vel nok rejefiskeri med heste. Oostduinkerke er det eneste sted i hele verden, hvor man stadig fisker rejer ved hjælp af heste. Denne unikke tradition kan du opleve i påskeferien og ca. fra midten af juni til midten af september. Den sidste weekend i juni foregår der en Rejeparade.
Tager du turen helt til Koksijde skal du give dig tid til at besøge Abbediet i Dunes, som i middelalderen var religiøst centrum for europæiske pilgrimsrejsende, indtil det i det 1700-tallet blev ødelagt af rasende kalvinister.
Turen ender i De Panne, tæt ved den franske grænse, hvor du med stor fornøjelse kan sidde på en fortovscafe og nyde den vitaliserende havluft.
Tager du turen nordøstpå fra Oostende kommer du til De Haan, der vel nok må regnes for en af de sidste virkelig "autentiske" byer - selv stationen med dens smukke dekorationer i jugendstil er usædvanlig. Byens huse er malet i næsten alle regnbuens farver og er udstyrret med træbalkoner og teglstensmalerier.
Blankenberge byder på flere seværdigheder. F.eks. er Sea Life Marine Park bestemt et besøg værd. Det byder på et bemærkelsesværdigt udbud af hajer og mærkelige fiskearter. De besøgende har desuden mulighed for at bevæge sig ned i en undervandstunnel for at betragte havlivet på tættere hold.
Sporvognen har endestation i Knokke-Heist - en by med smarte butikker og dyre villaer. Men blot få kilometer borte i Het Zwin, finder du et fredet naturområde. Her, langt fra storbyens stress og jag kunne man tro, at man befandt sig ved verdens ende...
I sommerhalvåret holder det meste af den belgiske befolkning i kø på motorvej E40, så det er måske en bedre idé at tage toget. De belgiske statsbaner tilbyder billige tur/retur weekendpriser.
Du kan finde togstationerne i Oostende, Knokke, Blankenberge, og De Panne.
De bedste fiskerestauranter findes på "Visserskaai" i Oostende og i "Vissershaven" i Zeebrugge, men du finder også et stort udvalg af fiskeretter på restauranterne i Knokke. Prøv de små grå hesterejer, især i Oostduinkerke, hvor man fisker dem med heste.
Hent overnatningsbrochurer for de forskellige byer på kysten her.
Den Belgiske Kyst: www.dekust.org