Historie
Belgien er et ganske nyt land. Det opstod så sent som år 1830. Inden da blev forskellige dele af det nuværende Belgien styret af forskellige stormagter i over 2000 år. Inden 1830 var Belgien aldrig nogen helhed, men bestod af en samling hertugdømmer, grebskaber, fyrstendømmer, m.m.
Den romerske tid (57 f.Kr. - 455 e. Kr.)
Julius Cæsar erobrede den nordlige del af Gallien (mellem Schelde og Maas). Landet blev koloniseret af gallo-keltiske stammer, bl.a. belgerne. Mellem år 15 f.Kr. og 400-tallet lå området under romersk okkupation og blev kaldt Gallia-Belgica, indtil frankerne begyndte at trænge ind der.
Det franske rige (år 455 - 843)
De hedenske frankere koloniserede områder omkring floderne Schelde og Leie. Skovområdet mellem Schelde og Ardennerne udgjorde grænsen mellem franker og valloner (Wala) dvs. de romaniserede kelter. Sproggrænsen fik sin begyndelse.
Clovis - født i Tournai i 465 - erobrede Gallien, som kom under den merovingiske slægt. Han konverterede til kristendommen og blev døbt i Reims (Frankrig) i 496. Efter Clovis viste Pepinerne interesse for området, og i 751 fordrev Pepijn den Korte den sidste svage merovingiske fyrste, tog kronen og stiftede Det Karolingiske Dynasti.
Karl den Store, Pepins søn, som herskede fra 768 til 814, udvidede sit rige, og i år 800 blev han udråbt af paven som Vestens Kejser. Han regerede over et område, der strakte sig fra Danmark til Syditalien og fra Nordspanien til Oder-floden. Efter hans død blev riget delt, og en krig mellem hans børnebørn resulterede i Verdun-traktaten i år 843. Det som nu er Belgien, blev da delt mellem Karl den Skallede og Lothair.
Den feudale periode (9.-12. årh.)
Under denne periode på 3 århundreder har der været flere store ledere, bl.a. Godtfred af Bouillon og Boudewijn af Flandern - begge to korstogsførere. Flandern blev under denne periode meget stærk, den sydlige del - Lotharingia - blev splittet i mange små grevskaber og fyrstedømmer.
Flanderns feudale herre var under den franske konge, men de fik mere og mere selvstændighed, fordi de havde så meget magt. Man kunne faktisk betragte Flandern i denne periode som en selvstændig stat. (Mange af Belgiens slotte stammer fra denne periode.)
Det 11. til det 14. århundrede
Åbningen af handelsruterne til Østen i det 11. årh. gjorde, at handlen udviklede sig enormt hurtigt. De flamske tekstilarbejdere og vallonske metalarbejdere samlede sig og startede på denne måde udviklingen af byerne. Håndværkere forenede sig i laug og gik også i krig mod handlerne, som beholdt alle rettigheder og var Frankrigs venner.
Det var også disse håndværkere, som vandt over den franske konge, da han ville vise det egenrådige Flandern, hvem der var konge. De flamske byer vandt over de franske adelsmænd i Slaget om de Gyldne Sporer den 11. juli 1302 (Flanderns festdag). De var fri for franskmændene indtil 1789.
Det er i denne periode, at de store middelalderbyer blomstrer. De vigtigste var Ieper, Gent og Brugge.
Den burgundiske periode (1384-1555)
Karl V afsluttede foreningsarbejdet og blev fyrste over et kæmpe rige. Om hans rige siges, at solen aldrig gik ned. Han var nemlig konge over næsten hele Europa og en del af Sydamerika (Spanien var en stor kolonimagt dengang).
Bruxelles var centrum for riget under Karl V og blomstrede i denne periode.
Modstand i Nederlandene (1555-1585)
Under Filip II's regeringstid (han var Karl V's søn) udbrød stor protest i de sydlige og de nordlige Nederlande. Han var nemlig en meget streng katolsk fyrste og forfulgte protestanterne. Den sydlige del blev den spanske fyrste tro, men den nordlige del rev sig løs og blev midlertidigt kaldt for Kongeriget Holland.
Det var i denne periode, at handelsbyen Antwerpen blomstrede.
Trediveårskrigen (1618-1648)
Efter en periode med 30 års krig, blev den nordlige del anerkendt som en selvstændig stat, der kontrollerede Antwerpens havn fuldstændig, og byen gik i forfald.
Det selvstændige Holland var fremfor alt protestantisk, og i den sydlige del krævede fyrsten en katolsk befolkning. Derfor flygtede næsten alle protestanter - herunder mange intellektuelle, kunstnere, musikere og forfattere - til Holland. Det bliver kaldt for hjernernes flugt. Det var en katastrofe for den flamske kultur.
Den østrigske periode
"Landet" blomstrede igen i en kort periode, men folket kom i opstand mod fyrsten Joseph II og udråbte De forenede Stater af Belgien i 1789, men opstanden blev slået ned.
Den franske periode
Belgien kom under Frankrigs magt. Stormagterne var bange for, at Frankrig skulle blive for stort, hvorfor de forenede Holland med "Belgien", der skulle fungere som bufferstat mellem stormagterne Frankrig og Tyskland.
Foreningen med Holland (1815-1830)
Belgien blev efter 1648 brugt som en slagmark. Først kæmpede østrigerne med franskmændene i Belgien, så kæmpede Napoleon sin krig mod stormagterne, men han tabte i Waterloo i 1815. "Belgien" håbede nu på af få sin uafhængighed, men det ville stormagterne ikke give dem. Belgien blev sammenført med Nederland og fik Kong William I som konge, men i 1830 var der igen opstand og Belgien blev nu endelig uafhængig.
